Februar startede med midtvejseksamen på vores spanskkursus hvilket gik fint, som jeg skrev i sidste rapport. Dagen efter var afslapningsdag, og Lulu og jeg så en film og lavede ikke rigtig så meget. Fredag var sidste dag for den canadiske dame Wendy som havde været sammen med os i basico 4 de sidste to uger. Det var hyggeligt, vi snakkede, spiste snacks og det var en god begyndelse på fredag. Efter skole, tog vi alle tre til vores koordinaters hus, som ligger rimelig højt oppe, for at hente vores lommepenge for februar måned. Om aftenen var jeg på café med Sini og Lulu, og bagefter så jeg film med mine fætre. Lørdag ryddede jeg op, bagefter kom Lulu og besøgte mig, og da huset var tomt, brugte vi det meste af dagen på tøsehygge her. Bagefter tog vi til Lulu’s hus for at gøre os klar til en fest der var om aftenen. Lulu bor meget tættere på centrum, og jeg sov derfor i hendes hus efter festen. Søndag var mest bare afslapnings dag. Om aftenen tog vi til et lille tivoli der var på besøg i byen. Der var nu ikke meget sjov ved det tivoli, jeg tror vi var der i omkring en time og så gik vi igen. Jeg tog til min onkel og tantes hus, hvor der var familiehygge. Mandag skete der ikke så meget, vi havde fri fra skole, fordi fredag er dagen for det mexicanske flag, og mexicanerne synes åbenbart man skal have en dag fri fra skole for det, så det var også meget hyggeligt.
Tirsdag var normal skoledag, hvis man altså kan kalde det det. Der er jo når man tænker over det ikke særlig meget normalt over at gå i skole fra 9 til 12, og så på spansk. Om aftenen var jeg til zumba med Sini, men jeg havde lidt problemer, fordi jeg var forkølet. Onsdag morgen var den helt gal, mine mandler var meget hævede og jeg havde det ikke særlig godt, så jeg blev hjemme fra skole med håbet om af det ville gå væk hurtigere hvis jeg slappede af og sov. Jeg fik nogle piller af min værtsmor Hilda som er sygeplejerske. Torsdag var jeg i skole igen om formiddagen for spansktimerne, men for ikke at strække den alt for meget, tog jeg hjem klokken 12, og droppede Litteratur. Det hjalp at sove hele eftermiddagen, og pillerne var endelig også begyndt at virke, hvilket var meget heldigt, da vi havde et godt program for weekenden som helst ikke skulle gå i vasken. Vi skulle nemlig med bussen til Mexico City for at besøge mine fætre som studerer der, og derfor bor der i hverdagene.
Fredag morgen pakkede jeg min kuffert, og tog den med i skole, vi skulle nemlig med bussen klokken 14, og da jeg bor lidt uden for byen, havde vi planlagt at tage til Lulu’s hus efter skole. Vi var rigtig spændte, og havde glædet os rigtig meget. I bussen mødte vi en af vores lærere Alicia, som tager til Mexico hver weekend for at være sammen med sin familie der, så det var meget godt at have et kendt ansigt at spørge til råds, når vi ikke vidste hvor toilettet var, eller om det nu var endestationen vi var ved. Da vi stod ud af bussen, og ledte efter en Taxi, mødte vi vores japanske venner, som vi havde studeret med på det forrige kursus. Efter kurset var de flyttet til Mexico City, og vi havde ikke set dem siden, så det var et rigtig glædeligt gensyn. De stod og var på vej til Taxco, for at holde weekend der, så det var lidt sjovt.
Vi fandt en taxi, og det tog cirka 20 minutter at køre til huset. Jeg kendte godt området lidt, da jeg havde været der et par gange før. De første par timer gik med at få pakket lidt ud og spist noget aftensmad. Men ved 22 tiden tog vi ind til byen, og mødtes med nogle andre venner fra Taxco, som også studerer i Mexico City. Vi tog til en bar med live musik, og så musikken var rigtig god. Bandet sang en masse kendte sange, både spanske og engelske. Det var en rigtig god aften, en god start på en god weekend. Mexicanere står ikke tidligt op, så formiddagen gik med at vågne, spise morgenmad, gå i bad og andre ikke på interessante ting. Eftermiddagen brugte vi i midtbyen, hvor vi efterhånden havde været nogle gange Lulu og jeg. Men man kan vel aldrig bruge for meget tid i en af verdens allerstørste storbyer. Vi var hjemme i huset igen ved 18 tiden, hvor vi sov en time eller to. Vi gjorde os klar, og tog over til én af de andres lejlighed hvor hele banden var samlet. Vi havde en rigtig hyggelig aften med alle vennerne, og hvor er det en skam der ikke er to lørdage i en uge. Søndag var rejse dag, men vi havde ikke lyst til at tage hjem igen. Mexico City er en alt for cool city. Vi lavede ikke rigtigt noget, tog en tur over i centeret som ligger i 5 minutters gåafstand fra huset. Ellers slappede vi bare af og så en film. Vi skulle med bussen klokken 17.30 så vi var tilbage i Taxco igen ved 21 tiden.
Mandag var valentinsdag som de gør meget ud af her i Mexico, man kan godt mærke at USA har meget indflydelse. Men her i Mexico hedder dagen día del amor y la amistad, hvilket betyder dagen for kærlighed og venskab. En anden ting der er meget populært, i hvert fald her i Taxco, er heliumballoner, så i midtbyen var der tæt på hver anden pige der gik rundt med en valentins heliumballon, bamser, puder og jeg ved ikke hvad. Da Lulu og jeg ikke havde nogle dates, tog vi på date med hinanden. Vi tog på café og drak kaffe og spiste kage, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Men mens vi sad og snakkede kom en af vores rigtig gode venner, men en ballon til os hver, det var rigtig sødt.
Mine forældre havde sendt mig en julepakke den 30. november, som endnu ikke var kommet, den kom den 14. så oveni at det var valentinsdag, havde jeg om aftenen en forsinket Jul med mig selv. Jeg hørte julemusik, flettede julestjerner og spiste brændte mandler og chokoladejulemænd.
Vores spansk kursus var ved at være ved enden, så dagene gik med forberedelse til den endelige eksamen. Lulu skulle have sin eksamen fredag, da hun tog af sted til Miami lørdag morgen.
Vi havde den sidste tid arbejdet med reklamer, og ugen gik med at lave en reklamefilm og en tilhørende plakat. Det var rigtig sjovt. Vores reklamefilm handlede om, at man ikke skal smide skrald i gaden. Plottet var, at jeg smed en flaske i gaden, flasken skulle så angribe mig, så jeg faldt og besvimede. To forbigående kom mig til undsætning, og fortalte til pressen som nu også var ankommet, at de havde oplevet lignende ting ske for deres bekendte. Så tanken var at hvis du smider skrald i gaden kommer det tilbage til dig, voldeligt. Torsdag tog Lulu og jeg tilbage til mit gamle hus for at spise med dem, og ellers bare have en hyggelig eftermiddag der. Vi spille brætspil og så filmen Avatar.
Fredag var Lulu’s sidste dag i CEPE, så efter skole, spiste vi en is, for at fejre at hun var færdig, og at hun skulle til Miami dagen efter. Om aftenen tog vi med hendes Mor og Faster til en bar, hvor kusinen skulle optræde med at synge og spille guitar. Det var superhyggeligt. Bagefter tog jeg til min onkel og tante’s hus, for at sige hej til mine fætre som var kommet hjem fra Mexico City.
Lørdag var Sini og jeg på shopping, og bagefter tog vi i biografen og så en tøsefilm, vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag sammen. Aftenen brugte jeg som så mange andre weekender med mine fætre. Min faster og onkel var på vej til Acapulco for at se en stor tennisturnering, som var i gang. Søndag tog jeg med Sini ud for at handle ind. Hun skulle nemlig lave finsk mad for sin familie. Eftermiddagen tog jeg med en ven til Monte Taxco.
Mandag var eksamensdag og det gik udmærket. Det var også dagen for den sidste historietime, hvor vi afleverede vores bøger, og vores rapport om en historisk begivenhed. Jeg havde skrevet om den spanske erobring af Mexico. Tirsdag var sidste dag, og alle elever fra de forskellige kurser var samlet for at se de afsluttede projekter. Som tidligere nævnt havde vi lavet en reklamefilm, om at hvis man smider skrald i gaden kommer det tilbage til én. Så vi så vores film, hørte oplæg var de andre elever. Om eftermiddagen havde vi den sidste litteraturtime, og som afslutning på det hele, tog vi alle sammen på café, hvor vi spiste sammen, og da vi var færdige læste vi vores digtanalyser op. Hvilket var vores afslutnings projekt. Det var en rigtig god afslutning på kurset, vi fik sagt farvel til de personer der skulle rejse hjem, og på gensyn til dem der blev. Sini og jeg tog til zumba om aftenen, det var ved at være lang tid siden, og det var rigtig godt.
Onsdag tog Sini og jeg på tur alene. Det var dagen for den sidste azteker kejsers død. Han var efter sine blevet dræbt i en landsby ca. en time fra Taxco. Sini og jeg tog en bus derud ved 10 tiden. Det var mere spændende en vi havde forventet. Over alt var der mennesker klædt i gamle aztekerdragter. De havde alle tænkelige farver, og der var fjer over alt. Det var mest på hovedet de havde fjer, men nogle af de her fjerhatte, kunne altså stikke mere end en halv meter ud til hver side, eller bagud. Alle var rigtig flotte. Der var danseshows, folk med trommer, og der var også folk der havde ørne med. På pladsen i landsbyen var der et marked, hvor man kunne købe alt fra lædersandaler til appelsinjuice. Sini og jeg spiste frokost, og så tog vi hjem igen ved 14 tiden. Torsdag tog vi med mine værtsforældre til en by der hedder Iguala. Den ligger omkring en halv times kørsel herfra. Vi tog af sted for at se et optog med alle skoler i byen, det var flot og det overraskede os rigtig meget hvor mange skoler der egentlig var i den by. Iguala er kendt for at have et af de største mexicanske flag, så da optoget var slut, og vi havde set centrum af Iguala, kørte vi uden for byen for at se flaget tæt på. Bagefter spiste vi. Bagefter tog vi til et slags kæmpe marked/tivoli. Lidt lige som sommerfest i Ebeltoft. Der var boder over det hele, med mad, slik, solbriller, drinks, alt hvad hjertet kan begære. Vi var der resten af dagen, og det var rigtig hyggeligt, min værtfamilie så nogle shows, mens Sini og jeg kiggede i boderne, prøvede forlystelserne og ellers bare havde en helt vildt hyggelig dagen og aften. Vi var hjemme i Taxco igen omkring halv 12, alle var rigtig trætte, men det havde også været en lang dag. Fredag lavede vi ikke rigtig noget. Et af medlemmerne i Sini og Lulu’s rotary klub, ejer et hotel her i byen, og vi har fået lov til at bruge poolen så meget som vi har lyst til, så fredag lå vi ved poolen hele formiddagen, og det endte da også med at vi blev røde, det var lidt svært at sove den nat. Lørdag eftermiddag var jeg i biografen, og om aftenen spiste jeg pizza med min faster og onkel og fætre, og vi så finalekampen fra tennisturneringen i Acapulco som var ved at være ved enden. Og jeg snakkede med Lulu, som endelig var tilbage i Mexico efter at have været en uge i Miami for at være sammen med sine forældre fra Tyskland.
Søndag havde jeg mit livs første modeljob. Ej det lyder mere fancy end det var. Det var en ung fyr her fra byen som havde designet en kollektion af håndtasker, og han havde spurgt mig og to andre piger om vi ville hjælpe ham med at tage nogle billeder.
Lulu tog med mig, og det var rigtig dejligt. Vi havde tid til at snakke og alt det der var sket i ugens løb. Jeg hørte og hendes tur til Miami og om at se sine forældre igen, og jeg fortalte hvad der var sket er mens hun havde været væk, hvilket ikke var meget. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen. Vi var hjemme igen omkring klokken 19, og vi tog til hendes hus, så jeg kunne se billederne fra Miami og få nogle ting. Halvanden måned før, havde jeg nemlig fået besked fra banken om, at jeg skulle have skiftet mit visakort ud. Og da det ville tage 1 til 3 måneder for at det at komme frem. Havde mine forældre sendt det til Lulu’s forældre i Tyskland som havde givet det til Lulu i Miami, som havde givet dettil mig da hun kom tilbage til Mexico. Mandag tog jeg til Cepe for at indskrive mig til det næste spanskkursus, og det var februar måned.